Strandstræde 47C, 5960 Marstal

DEJLIG VILLA I MARSTALS BYMIDTE

Så kommer vi næsten ikke nærmere den livlige og livsbekræftende bymidte i Marstal end her. Strandstræde ligger med rækker af særdeles charmerende huse - og denne villa er ingen undtagelse.

Vi inviteres ind i denne farvestrålende, gule ejendom og mødes straks af store rum med højt til loftet. Fremhæves må det absolut flotte 'Ærø-loft' i spisestuen. Overalt er store vinduer, som lukker masser af dagslys ind; de afsyrede døre og en særdeles flot trappe bidrager til den gode stemning, som huset uvilkårligt besidder. Et plus er også brændeovn på begge etager. Gårdhaven - som også kan tilgås via smøge - er stor og solrig med overdækket område - og i hjørnet et rummeligt værksted til gør-det-selv-personen. Fra førstesalen fin udsigt over de smukke, gamle tage og skorstene i den historiske, gamle by. Samtidig er det værd at bemærke at taget er af nyere dato fra år 2015.

Indeholder:
Huset tilgås fra gaden ind i rummelig entré med flot trappe til førstesal. Adgang via fløjdøre til den store stue med vinduer til gaden. For enden af entréen indgang til det dejlige køkken med plads til hyggelig spisekrog. Fra køkkenet dør til stemningsfuld spisestue med brændeovn og adgang til stor gårdhave. Fra spisestuen fløjdør til stuen. På førstesalen ligger, udover stort repos, badeværelse, værelse og husets master soveværelse.

OM MARSTAL
Den største by på Ærø er Marstal, som ofte kaldes Skipperbyen.
Marstals historie oser af saltvand og tjære. Gadenettet er præget af, at havnen altid har spillet en stor rolle. De karakteristiske småsmøger, de såkaldte 'snorrer', er vidner derpå. Langs havnen finder man et charmerende miljø med coastere, joller og en stor lystbådehavn. Havnemolen med den gamle kalkovn giver læ for østenvinden, bygget til formålet af skippere og bønder.
I Marstal har et af Danmarks bedste Søfartsmuseer sit hjem. Her ligger øens folkeskole, Marstal Skole, samt Marstal Navigationsskole og VUC. Og her er et rigt handelsliv og øens største handelsgade. Byens mange gæster og indbyggere - over 2.200 styks - nyder omgivelserne; ikke mindst Eriks Hale, hvor de små, ikoniske badehuse står og spejler sig i Det Lille Hav, mens bølgerne slår ind fra Østersøen på den anden side.

OM ÆRØ
På Ærø har det kommunalt været en hjertesag, at øboernes livskvalitet er i top, f.eks. ved at forbinde hele øen med gratis bus med stort set timedrift. Den gratis bus er medvirkende til, at ø-livet føles trygt og godt og overskueligt. F.eks. lærer børn og unge hurtigt at bevæge sig rundt omkring på øen efter de forskellige tilbud. De mange små netværk gør også livet nemmere - man er tæt på hinanden og er ikke så bange for at række ud. Men hvad er det lige præcis, der gør ø-livet så unikt? Hvis man skruer tiden tilbage til dét Danmark, der var engang, dengang hver lille by havde sit eget handelsliv, kulturliv og arbejdsliv, så vil man se, at dét, der engang var normen i hele Danmark - at 'alt' var indenfor rækkevidde - stadig er virkelighed på Ærø.

Ja, sådan er ø-livet - et samfund, der på trods af sin lidenhed, udgør et helt univers.

Og det er derfor, at vi siger, at 'Drømmen er på en ø'!

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.