Ll. Risemarksvej 10, 5970 Ærøskøbing

UNIK MULIGHED: LANDLIG PERLE - MED OVERRASKELSER

Vest for den dejlige landsby St. Rise, bugter Ll. Risemarksvej sig i de skønneste omgivelser. Her er jorden frugtbar, valmuer svajer langs kornmarkerne og farten sættes ned, når en hare krydser vejen.

Ll. Risemarksvej 10 ligger midt i den landlige idyl og i det fjerne ses en stribe af blåt hav, da ejendommen ligger blot en kilometer fra Risemark strand.

Dette er et velholdt og praktisk indrettet stuehus med skønt udenoms-område og flere gode, store bygninger. Overraskelserne? Jo, stedet ejes af veteranbil-entusiaster, som har bl.a. hele 3 smukke og absolut velholdte veteranbiler, som der vil være mulighed for at købe. Værkstederne er da også indrettet sådan, at her kan pusles i en uendelighed om de sjældne køretøjer. Så er drømmen lidt olie på fingrene og utallige søndagsture i solen med kalechen slået ned, så er det bare med at slå til.

En ejendom velegnet til familien - og som fritidsbolig.

Stuehuset byder velkomment med en stor gårdsplads, hvor der er indgang til værksted, garage, den gamle stald, samt stuehuset. Stuehuset tilgås via entré eller via stort, praktisk bryggers med masser af plads til garderobe, såvel som husholdningsmaskiner/fryser. Herfra adgang til disponibelt rum, stort, flisebelagt badeværelse, samt huset hjerte, det dejlige køkken med plads til spisebord, samt hyggeligt område med udgang til terrasse. Fra køkkenet tilgås endnu en stue med et værelse for enden, samt entré og herfra husets master soveværelse. Der er ikke varme i badeværelset.


Haven er solrig og velfriseret med masser af gavmilde frugttræer.

Ejendommen er pænt vedligeholdt både inde og ude. Gennem renoveret i ca 1990 (køkken, lofter, vægge, gulve, plastvinduer). Badeværelse fra 2014.


MIDT-ØEN
Ærø er ikke en flad ø - sammenlignes ofte med en hval-ryg - og på toppen af 'ryggen' finder du midt-øen, med en hel stribe af større, velfungerende landsbyer: Olde, Tranderup, med Ærøs efterskole, Vindeballe, med egen kro, Bregninge, med kulturhus og populære overnatningssteder.

Bevæger du dig i sydvestlig retning, finder du Lille Rise, Dunkær og Store Rise, hvor øens elskede bryggeri ligger.

Øens nok mest populære natur-turistmål er Voderup Klint - her opleves naturen mere overvældende og kystlinjen mere dramatisk med rullesten og strande med diger, bølger. I umiddelbar nærhed, den hyggelige landsby, Voderup.

ÆRØ
En ø kan bedst beskrives som et mikrokosmos, hvor man på trods af størrelsen, stadig kan finde 'alt' - fra sygehus til behandlere, fra skoler til folkeuniversitet, fra idrætshaller til aktivitetshuse, fra byggemarked til specialbutikker, fra grillen på havnen til gourmet- restauranter.

Hvis man skruer tiden tilbage til dét Danmark, der var engang, dengang hver by havde sit eget handelsliv, kulturliv og arbejdsliv, så vil man se, at det engang var normen, at 'alt' var indenfor rækkevidde.

Sådan er ø-livet stadig i dag - et samfund, der på trods af sin lidenhed, udgør et helt univers.

Og det er derfor, at vi siger, at 'Drømmen er på en ø'!

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.